TUREN GÅR TIL HORSENS
24.08.2022 08:18
Fredag aften møder vi AC Horsens på udebane. Et udvidet udebaneafsnit er allerede udsolgt. Så der er desværre ikke flere ”AGF-billetter” til kampen. Her giver vi et overblik over turen syd på, hvor det bedste råd er; Kom i god tid!
Der er lagt op til en stor fodboldfest, når AC Horsens på fredag den 26. august inviterer indenfor til 7. runde i 3F Superligaen på Casa Arena.
I forvejen er der stor interesse for kampen, hvor et udvidet udebaneafsnit tidligere i dag blev meldt udsolgt. Der er altså ikke flere udebane-billetter til kampen. I den forbindelse opfordrer vi til - hvis man ikke har fået billet - at man som AGF-fans ikke køber til afsnit, hvor der er lokale tilhængere. Se også ordensreglementet for Casa Arena her >>>
I alt forventer vi godt 1.800 AGF-fans til kampen, hvor også hjemmeholdet melder om stor interesse. Så vi bliver mange mennesker ved og omkring Casa Arena fredag aften. Derfor er det en god ide at orientere sig inden turen går til Horsens.
Først og fremmest opfordrer vi til, at man KOMMER I GOD TID! Med så mange mennesker, der skal ind på et fodboldstadion på relativ kort tid, er det en rigtig god ide at komme i god tid og udvise tålmodighed. Så rejs tidligt hjemmefra og ha’ tålmodighed, når publikum fordeles ind på det udvidet udebaneafsnit.
Udvidet afsnit
AGF’s afsnit til kampen er det normale udebaneafsnit og så Vest-tribunen befinder sig bag det ene mål og støder op til udebaneafsnittet. Se mere om udvidelsen her.
Man skal benytte indgang A (indgangen til udebaneafsnittet) uanset, hvor man har billet til. Så fordeler stewards fra AGF, publikum, så dem der ønsker en siddeplads kan finde en sådan og dem som vil stå på det vanlige udebaneafsnit kan finde deres plads. Det er vigtigt, at man er tålmodig og overholder og respekterer de retningslinjer, der gives. Alle kan ikke være på det normale afsnit, så publikum skal fordeles.
Se også AC Horsens information til udebanefans.
Transport
Tager man selv turen i bil til CASA Arena, kan det separate parkeringsareal på den nordlige side af stadion benyttes. Se parkeringsvejledning her. Og vi opfordrer altså til at man kører hjemmefra i god tid.
Tager man toget, går der jævnligt tog mod Horsens fra Aarhus. For eksempel kører DSB med kl. 16:45 mod København og standser ved Horsens Station kl. 17:12. Så er der mulighed for at få benene i gang og varme stemmerne op med en god gåtur på et par kilometer til Casa Arena.
Er man mere til bus, kan man tage nr. 202 fra Aarhus fredag kl. 16:44 og ankomme på Horsens Trafikterminal kl. 17:57 - en time inden kampstart kl. 19. Herfra har buslinje nr. 9 og nr. 10 ruter, der kommer tæt på CASA Arena.
Samlet for Aarhus og AGF Fanclub Aarhus arrangerer også busture til kampen. Men begge ture er for længst udsolgt.
Kom i god tid og vis hensyn
Vi opfordrer som sagt kraftigt til, at man kommer i god tid til kampen. Og ikke mindst, at man viser hensyn til hinanden og sine med-fans. AC Horsens har været så venlige at udvide udebaneafsnittet, så vi skal passe godt på hinanden, opføre os ordentlig og passe godt på det stadion, vi besøger.
Så bevar tålmodigheden, det gode fredagshumør og pas på dig selv og andre. Så skal gutterne på banen nok gøre alt for at hente en sejr, så vi sammen kan få en fodboldfest og tre point med hjem til Aarhus endnu en gang.
Og vi siger det lige igen; Kom i god tid. Kampen starter kl 19. Casa Arena åbner kl. 17:30.
God kamp på fredag.
Se AC Horsens orientering til gæstende fans her.