TRE POINT BLEV ARBEJDET HJEM FRA HEDEN

20.08.2022 17:25

3F Superligaen tog i dag alle tre point mod FC Midtjylland.

Foran et udsolgt udebaneafsnit stod den i dag på 3F Superligaens sjette runde på MCH Arena i Herning. FC Midtjylland var værter på en nyanlagt bane oven på det netop overstået VM i ridesport. 



Det var nu gæsterne, der kom ud i mest trav, da vi allerede efter de første fem minutter havde skabt os nogen gode situationer. Blandt andre var Haugen ved at komme til en chance, da Mølgaard headede bolden videre til nordmanden. 

Efter et lille kvarter var nordmanden igen ved at komme igennem, da Nicolai Poulsen flot erobrede bolden med stor kraft og fik sat en omstilling i gang. Men den sidste afsluttende aktion manglede for os i kampens indledning.

Midtjyderne var i denne periode mest farlige på afslutninger udefra. Blandt andre satte Sisto Jesper Hansen på prøve, men Hansen klarede fint. Afslutningen gav dog værterne mod på mere og nu startede en periode, hvor FCM fik os presset unødigt tilbage og blandt andet var farlige efter et par nærgående hjørnespark.

Og vi omvendt havde svært ved at skabe det samme som i kampens start.

 Men vi kløede på med en stærk arbejdsindsats. Symboliseret af Tobias Mølgaard, der efter en lille halv time måtte få behandling for et sår i hovedet og en forbinding. Det slå dog ikke backen ud som kort efter lavede et flot træk og et indlæg.



Mod første omgangs afslutning kom der en ny dimension i spillet, da den nye bane på MCH Arena viste sig ikke at være så solid som ønsket. Således opstod der flere huller rundt om på grønsværen, og som kampen skred frem kunne man se, at spillerne fra begge hold havde det svært i flere situationer, hvor en bule i banen spillede et puds.



Svært havde vi det også ved at få skabt de helt store chancer. Der var optræk til meget godt, men de helt store chancer havde vi få af i første halvleg. 

Således endte første omgang i Herning målløst.

2. halvleg 

Anden omgang startede lidt med omvendt fortegn i forhold til første - nu med hjemmeholdet i teten. FCM truede flere gange vores mål og vi måtte kæmpe for det. Det gjorde vores defensiv så også godt i dag, hvor vi kom i vejen for meget.

Efter vi lige skulle over en god FCM-indledning på anden halvleg, kom vi gradvist mere tilbage i kampe. Og efter en god times tid fik vi et frispark tæt på FCM-feltet. Her var Mads Emil Madsen manden bag et flot indlæg til Yann Bisseck, som forrygende kunne heade os i front med sit andet mål i træk efter hans scoring i sidste uge. 



Vores føringsmål fik tirret hjemmeholdet, der nok følte de havde fortjent mere end de havde på dette tidspunkt. Og de øgede da også presset voldsomt på vores felt. Men det var i sandhed en rød mur foran Hansens felt i dag og vi kæmpede bravt for at bevare føringen.

Et mål mere kunne i sagens natur dog være dejligt og det søgte vi også. Blandt andre havde Anderson, som var blevet skiftet ind, optræk til gode chancer. Og med fem minutter igen fandt Nicolai Poulsen køligt Anderson i FCM feltet og Anderson kunne endnu mere køligt score til 0-2 til stor begejstring for de mange medrejsende.

Trods chancer til hjemmeholdet holdt den stilling og vi tog tre gode point og endnu et clean sheet med hjem til Aarhus.

Næste kamp er også på udebane. Nemlig i Horsens på fredag, hvor vi håber at se lige så mange fans som dag, hvor udebaneafsnittet i Herning gav holdet en fantastisk støtte.

FCM vs. AGF / 3F Superligaen, 6. runde på MCH Arena den 20. august 2022
0-2 (0-0) 

0-1: 61’ Yann Bisseck
0-2: 86' Mikael Anderson.

Advarsler:

FCM: M. D. Thychosen

AGF: Eric Kahl, Uwe Rösler 



MoM: Et udsolgt udebaneafsnit

AGF:
Jesper Hansen - Thomas Kristensen, Frederik Tingager, Yann Bisseck - Tobias Mølgaard, Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen (69’ Mikael Anderson), Frederik Brandhof, Eric Kahl (74’ Jelle Duin) - Patrick Mortensen, Sigurd Haugen (74’ Jelle Duin)