FANS GIK PENGE IND TIL BØRNETELEFONEN

16.08.2022 18:27

Mandag aften blev der samlet over 30.000 kroner ind til fordel for Børnetelefonen, da velgørenhedsarrangementet “Gå for Børnetelefonen” fandt sted inden kampen.

Da AGF mødte Lyngby Boldklub mandag aften i Ceres Park, var en større gruppe fans forinden gået til kampen samen. For midt i den bragende sensommersol på John Stampes Plads mødtes små 70 fans mandag aften til en vandring før kampen mod Lyngby Boldklub til fordel for Børns Vilkår og Børnetelefonen.

For 500 kr. fik deltagerne fuld forplejning, et halstørklæde og adgang til kampen med en VIP-oplevelse. Men måske mest spændende også en mulighed for at for at få en snak med nogen af AGF’s legender som Martin Jørgensen, Steffen Rasmussen, Troels Rasmussen og Marc Rieper, der stille op for at støtte det gode formål. 

- Formålet står mig nært som forælder. Alle børn skal have mulighed for at få hjælp, og derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle være med, lød det fra Martin Jørgensen, der i dagens anledning havde taget sin egen datter med på vandringen. 

Så to en halv time inden kampstart gik spillerne afsted på en 3.5 km, der gik gennem skov og Mindeparken. Smilene var store, og samtalerne flød frit mellem store og små. For flere var det en familieudflugt, mens andre var afsted med gode venner. En stor del af deltagerne var også sæsonkortholdere i AGF, der valgte at få en oplevelse udover den sædvanlige inden mandagens 3F Superliga-kamp.

- Vi er familien afsted, og vi er bare stolte af at være med til et arrangement, der støtter børnene. Vi er fast inventer her på Ceres Park og tænkte, at vi sagtens kunne lave en kombination og vi støtter gerne op, når klubben går forrest, lød det fra en af deltagerne.

Muligheden for en god fodbold snak med AGF-legenderne vægtede højt hos fansene. Der blev delt glædeligt ud af gode oplevelser og livet som fodboldspiller og hvordan der også kunne være en bagside af medaljen.

Efter en varm og svedig vandring var det muligt for fansene at få taget billeder med AGF Legenderne inden der var fællesspisning og fri fadøl i den gamle stadionhal. Her lød klapsalverne også højt, da deltagerne fik at vide, at deres engagement havde bidraget til, at arrangementet fik samlet mere end 32.000 kr. ind til Børnetelefonen. En stor fornøjelse for Flemming K.P Dybbøl fra Børns Vilkår i Aarhus, der stod bag arrangementet.

- Det er fantastisk. Der har bare været super god opbakning til arrangementet, og det er helt sikkert ikke sidste gang, vi gør det, sagde Flemming K.P Dybbøl inden turen gik ind til tilskuerpladserne på Ceres Park, hvor dagen sluttede perfekt med en sejr.

Gå arrangementet i Aarhus var støttet af AGF, hummel, Ceres og Spiselauget.