AGF TALENT: SÅDAN GIK SÆSONSTARTEN

13.08.2022 20:06

Flere ungdomshold kom lørdag godt i gang med den nye sæson

Lørdag den 13. august tog AGF’s ungdomshold hul på en ny sæson. For drengenes vedkommende skete det hjemme på Fredensvang, hvor både U15, U17 og U19 mødte SønderjyskE.

Og her blev det på en varm århusiansk sommerdag til en samlet 2-1 sejr over sønderjyderne på den måde, at U19 tabte deres kamp, mens både U17 og U15 vandt deres kampe.

U19 spillede 1-4 med SønderjyskeE, hvor det århusianske mål kom fra et flot frisparksmål af Mathias Sauer.

U17 vandt hele 5-1 i deres kamp, hvor Frederik Emmery Søgaard lavede hattrick, mens Mathias Bang og Lukas Falk Hansen scorede de to andre AGF-mål.

Endelig vandt U15 4-2 i deres kamp efter en fin fodboldeftermiddag på Fredensvang.

For ungdomspigernes vedkommende var turen lørdag gået til Kolding, hvor U18 DM vandt 5-1 i premierekampen med Mie Lerche og Caroline Blach Hartvigsen med et enkelt mål, mens Karla Bjerring Nørgaard scorede et hattrick.

Knap så godt gik det for U16 DM, som fik en varm velkomst i livet i DM-rækken, da Kolding IF vandt hele 9-2 i en sur eftermiddag for det yngste pigehold.

Men alt i alt en resultatmæssig fin start på sæsonen for de fleste af de ældste talent-hold i AGF Talent.