AGF KVINDEFODBOLD VIDERE I POKALEN
Foto: Nicholas Cho — 24.08.2022 18:29
AGF Kvindefodbold slog sig onsdag aften videre i Gjensidige Kvindepokalen med en 2-0 sejr over AaB på udebane.
Onsdag aften stod den på pokalbold for AGF Kvindefodbold i Aalborg. Aftenens modstander i anden runde af pokalturneringen var AaB, der til daglig spiller i 1. division. Begge hold fik en god start i første runde, hvor AGF slog Vildbjerg 4-1, og AaB kunne tage fra naboerne; Vejgaard med en 6-1 sejr.
Men nu gjaldt det anden runde og gnisten var tændt fra start med et udehold i stærk opstilling og sult på mere pokalbold. Og der skulle da også kun gå kun 10 minutter før Cecilie Johansen bragte os foran 1-0 med et kraftigt langskud, der strøg over AaB’s målvogter,
Kort efter var chancen der til Benedicte Moss, men uden held.
Et velspillende AGF-hold gav AaB flere frustrerede spillere efter kort tid. Særligt hjalp det ikke på humøret, da brandvarme Cecilie Johansen igen kunne sende bolden i nettet til 2-0 i en forrygende indledning på første halvleg.
Energien var stor, vi var skarpe og havde rigtig gode omstillinger i vores offensive spil. Defensivt lukkede vi af, og skulle hjemmeholdet komme til en chance, stod landsholdsaktuelle Katrine Svane, hvor hun skulle.
Mod halvlegens slutning begyndte AaB så småt at presse på med et mere etableret spil, men nordjyderne kom ikke til store chancer og vi kunne gå til pause foran med to.
2. halvleg
Fra anden omgangs begyndelse forsøgte AaB at komme tilbage i kampen og fik deres første store chance. Til vores held havde bolden for meget højde og landede ikke inden for rammen. Men værter fortsatte deres pres fra 1. halvleg og blev dominerende i spillet. Vores forsvar blev testet af, for AaB’s energi dalede ikke. Tværtimod kom de frem til flere chancer, hvor det nu var begrænset i modsatte ende.
Nye kræfter kom ind halvvejs - blandt andre i form af Ásla Johannesen, der kom tilbage efter fire måneder på skadesbænken. Men holdets tempo var svingende, og vi formåede ikke at udnytte de chancer, vi kunne spille os til.
I kampens sidste kvarter begyndte vi dog at finde de gode takter frem fra kampens start. Det blev dog ikke til flere mål, så vi tager fra Aalborg med en fin 2-0 sejr og er videre til tredje runde i pokalturneringen.
Nu står den på landsholdspause de næste tre uger. Derfor er næste kamp for kvinderne først lørdag 10. september, hvor vi møder HB Køge på hjemmebane i Gjensidige Kvindeligaen.
AaB vs. AGF / Gjensidige Kvindepokalen / Runde 2 på AaB’s anlæg 24.8 2022
0-2 (0-2)
10’ 0-1: Cecilie Winther Johansen
16’ 0-2: Cecilie Winther Johansen
Advarsler:
AaB: 9. Frida Sørensen
AGF:
Katrine Svane, Sofie Vendelbo, Matilda McNamara, (80’ Julie Mathiasen), Sarah Sundahl, Cecilie Winther Johansen, (46’ Caroline Ahrendtsen), Sofie Bloch, Mathilde Kruse (46’ Helena Pedersen), Benedicte Moss, Mariann Høgh, Kathrine Spanner, (64’ Johanne Guldbæk), Julie Poulsen,(64’ Ásla Johannesen)