AGF KVINDEFODBOLD: TALENT PÅ KONTRAKT

02.08.2022 08:58

Mariann Høgh Nielsen har skrevet en tre-årig aftale med AGF.

Frem mod sæsonstart på Gjensidige Kvindeligaen har AGF Kvindefodbold fået papir på et af vores egne talenter, der netop er rykket op i seniortruppen.

Det drejer sig om den 18-årige Mariann Høgh Nielsen som netop har tegnet en treårig kontrakt med AGF Kvindefodbold. Mariann Høgh Nielsen er op til denne sæson blevet rykket op efter en succesrig sæson med U18 DM-holdet og midtbanespilleren glæder sig over, at det også har betydet en aftale med AGF.

- Jeg er rigtig glad for at kunne skrive kontrakt med AGF. Det er kæmpe anerkendelse, og det motiverer mig kun endnu mere til at fortsætte det hårde arbejde. Jeg er stadig en ung spiller med meget at lære og jeg glæder mig nu til for alvor at prøve kræfter med seniorfodbolden i den kommende sæson, siger Mariann Høgh Nielsen, som indtil nu står noteret for to ungdomslandskampe for Danmark.

- Vi er rigtig glade for, at vi har lavet et langsigtet samarbejde med Mariann. Hun har gennem det sidste år imponeret os med hendes enorme vilje til at dygtiggøre sig. Hun arbejder altid benhårdt og trods sin unge alder stiller hun høje krav til sig selv og hendes omgivelser.

- Hun er en alsidig spiller, som vi forventer kan bringe dedikation, spilforståelse og en garant for altid hårdt arbejde. Hun har haft et fantastisk udgangspunkt gennem en fodboldopdragelse i Vildbjerg med udspring i Spjald, hvor Mariann har haft tid til at arbejde med sine kompetencer og vi glæder os til, at følge hendes næste skridt på hendes fodboldrejse i seniorfodbolden, siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve.

AGF Kvindefodbold åbner den nye sæson i Gjensidige Kvindeligaen på fredag hjemme mod Kolding IF i Ceres Park.