AGF KVINDEFODBOLD: - EN VIGTIG SEJR
25.08.2022 09:41
Med en 2-0 sejr over AaB onsdag aften er AGF's kvinder videre i pokalturneringen. Og det er noget, der vækker glæde efter et par svære kampe i ligaen.
Onsdag aften bød på en 2-0 sejr til AGF Kvindefodbold over AaB i anden runde af Gjensidige Kvindepokalen. Dermed er vi videre til tredje runde i pokalturneringen med en tiltrængt sejr, der glædede cheftræner Katrine S. Pedersen.
- Det føles rigtig godt med en sejr, som vi har længes efter. Vi er opmærksomme på, at der selvfølgelig ting i spillet, vi kan gøre bedre. Men følelsen, man har efter en sejr, er anderledes end efter et tab. Og den skal vi nyde.
- Vi var det bedste hold i kampen – det har vi ikke helt været i de andre kampe. Hvis vi spiller med tempo, spiller vi os ud af de problemer, som de ellers kan skabe for os. På den måde kan vi også komme til større chancer, sagde cheftræner Katrine S. Pedersen efter kampen.
Og de større chancer greb Cecilie Johansen, der sendte bolden i nettet begge gange.
- Det er mega fedt at score to mål - både for holdet, men også personligt at få åbnet sin målkonto. Det er noget, man altid håber, kommer til at ske forholdsvis tidligt i sæsonen.
- Det betyder sindssygt meget som hold at få en sejr med hjem. I starten af sæsonen er vi ikke kommet frem til det udtryk, vi gerne ville, og som vi ved, vi kan. Nu ved vi, at det handler om modet til at bringe os i spil og turde iscenesætte os selv. Vi skal være så gode, som vi kan være. Det ser vi i dag, hvor alle giver den hele armen. Så det er en vigtig sejr og et stort selvtillidsboost for os, sagde Cecilie Johansen, der med truppen nu går på landsholdspause frem mod næste kamp, der er den 10.9 møder HB Køge hjemme i Aarhus.