AGF INVITERER SOLDATERVETERANER TIL FODBOLD

31.08.2022 05:23

På Flagdagen sætter AGF gang i en periode med landsdækkende hyldest til de danske soldaterveteraner og et forsøg på at få flere veteraner ud på arbejdsmarkedet.

AGF er på mandag værter for soldaterveteraner i forbindelse med 3F Superliga-kampen mod FC Nordsjælland på Ceres Park. Her starter nemlig det landsdækkende arrangement; Veteran Match, som har til formål at få soldaterveteraner tilbage til et godt civilt liv og hjælpe dem tilbage på jobmarkedet. Og det hele sættes i gang på flagdagen på Ceres Park den 5.9.

- Det er en stor ære for os at være de første til at markere og starte Veteran Match i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund og Aarhus Kommune. Det kunne ikke passe bedre med en kamp på flagdagen - en dag, hvor vi i forvejen viser respekt og anerkendelse af udsendte soldater og veteraner, og vi ser frem til at hylde og takke de veteraner fra Østjylland, der kommer til vores kamp på mandag, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.

Kommer i job
Veteran Match blev første gang afviklet i 2020 og er skabt af Danmarks Idrætsforbund for at hylde og hjælpe de mennesker, der har betalt en ultimativ pris for at kæmpe for Danmark. Veteran Match handler både om at skabe oplevelser, som AGF’s kamp på mandag, og samtidig hjælpe til at bringe veteraner tilbage på arbejdsmarkedet.

Det sker ved et såkaldt Jobmatch arrangement, hvor AGF - i samarbejde med Aarhus Kommune - inviterer jobsøgende veteraner til en jobmatch-dag, hvor de matches med sponsorer i et møde, der måske kan føre til et job. Sidste år førte det til veteran-ansættelser over hele landet.

Udover kampen og Jobmatch samles der også midler ind til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner. I Aarhus sker det ved, at spillertrøjen fra kampens spiller i kampen mellem AGF og FC Nordsjælland udloddes på auktion til fordel for Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt.

- Det er fantastisk, at AGF og andre 3F Superligaklubber ønsker at være med til at hylde vores veteraner, som fortjener anerkendelse for den indsats, de har gjort for os alle sammen. Det er god timing, at vi kan starte på flagdagen i Aarhus med AGF’s kamp i Ceres Park og vi glæder os til en god aften i Aarhus, siger næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match, Frans Hammer, der også er glad for udsigten til at flere veteraner nu måske kommer i job.

- De seneste år har Veteran Match sendt en række skadede og ledige veteraner i beskæftigelse. Mange af dem lider af PTSD som følge af deres fortid, og for disse veteraner er det altafgørende at have noget at stå op til. Og erfaringerne fra Veteran Match har vist, at klubberne har en særlig evne til at aktivere deres netværk, og derfor er vi taknemmelige for, at Veteran Match i år bliver større og stærkere end nogensinde, tilføjer siger Frans Hammer.

AGF møder FC Nordsjælland den 5. september kl. 19 i Ceres Park.