AGF INDFØRER PRISKATEGORIER
17.08.2022 05:26
Billetpriserne til AGF's hjemmekampe i 3F Superligaen kommer nu i fremtiden i forskellige kategorier. Samtidig varsles en prisstigning på udvalgte kampe og pladser.
AGF indfører nu en kategorisering af kampene i Ceres Park, som får indflydelse på billetpriserne.
Således bliver nogle kampe billigere i løssalg, mens billetprisen stiger på andre kampe - det er efter en model, der også findes i andre 3F Superliga-klubber og som for år tilbage også har været anvendt i AGF. Nu finder vi altså konceptet frem igen.
- Vi har længe haft et ønske om at kunne differentiere vores priser, sådan at en mindre attraktiv kamp kan være billigere end en mere attraktiv kamp. Det kender vi fra vores kollegaer i 3F Superligaen og fra udenlandske ligaer, og det er også noget, vi gjorde i AGF for 15-20 år siden.
- Det betyder, at vi fremover kommer til at arbejde med tre prisrammer: A, B og C kampe, hvor priserne vil være forskellige - alt afhængig af modstander, tidspunkt, kampens betydning og andre faktorer, fortæller Asger Munkholm, der er marketingdirektør i AGF.
De nye kategorier træder i kraft fra AGF’s næste hjemmekamp, som er den 5. september mod FC Nordsjælland. Denne kamp betegnes som en B kamp, hvor en kamp mod Brøndby for eksempel kan være en kategori A.
Billetpriser ændres
Samtidig med kategoriseringen af kampene indfører AGF nu også en mindre prisstigning. Efter de ikke har været justeret i flere sæsoner, ændrer AGF nemlig nu priserne på nogen af løssalgsbilletterne til hjemmekampene i Ceres Park. Det er blandt andet den øget inflation og den generelle prisudvikling i samfundet, der nu rammer billetpriserne i AGF.
- Generelt oplever vi stigende omkostninger med at afvikle en fodboldkamp på Ceres Park. Det er de samme elementer, vi ser i andre dele af samfundet - som for eksempel stigende energipriser, dyrere indkøb af varer og øget omkostninger til vedligehold.
- Overordnet set har vi næsten ikke justeret vores priser siden 2015 og har holdt den løbende inflation ude af billetpriserne og i priserne i vores boder. Men nu er det nået et niveau, hvor vi er nødt til at lægge en smule ud på priserne, fortæller Asger Munkholm.
Den nye kategorisering af kampene træder i kraft fra og med hjemmekampen mod FC Nordsjælland.
Andre ændringer
Fra starten af denne sæson har det ikke længere været muligt at tage børn under 15 år gratis med på Ceres Park som det ellers har været en mulighed i flere sæsoner.
Det ændres nu efter ønske fra mange fans med små børn, og i stedet sættes aldersgrænsen for gratis adgang for børn ned til under fem år alle steder på Ceres Park - såfremt barnet ikke optager en plads. Optager man en plads, skal der købes billet.
For at sikre den bedst mulige oplevelse for vores yngste fans indføres også en aldersgrænse på 15 år, hvis man vil opholde sig på stemningsafsnittet (B1+B2) på Ceres Park under en kamp.
Siden her indeholder flere informationer om ændringer i pris-strukturen og de nye billetpriser, der kun gælder løssalg. Priserne for sæsonkort til AGF’s kampe ændres ikke.