TRADITIONSOPGØR VENTER PÅ SØNDAG I AARHUS
21.04.2022 08:19
Det dufter altid af fodbold og historie, når AGF og OB møder hinanden - søndag tørner vi sammen igen i Aarhus.
Det har været bøvlet i foråret hjemme i Aarhus, hvor vi ikke har fået de sejre, som opbakningen har fortjent. Men søndag får vi muligheden for at slå tilbage i et vaskeægte traditionsopgør i dansk fodbold, når Aarhus og Odense mødes på fodboldbanen i en kamp mellem AGF og OB. To klubber med årelange historier og traditioner, men som altså i år mødes i den nedre del af 3F Superligaen.
OB kommer ind til kampen på en positiv stime med en uafgjort og en sejr i deres to seneste kampe, mens vi som bekendt ikke har fået gevinst af vores to seneste kampe. Derfor ligger vi nu med 28 point, mens OB har sneget sig over os med 29 point. Så vi kan komme tilbage over OB med en sejr på søndag.
Og hvilket bedre sted at gøre det end i Ceres Park, hvor vi er ubesejret mod OB i de seneste tre kampe. Og OB har da også kæmpet med det på udebane i denne sæson, hvor de ikke har vundet i deres seneste 12 udekampe.
Seneste kamp i Aarhus endte 2-2 efter en forrygende gang fodbold i skoven, hvor der var scoret tre mål efter 15 minutter.
Set hen over de seneste 10 kampe har vi vundet de fem mod OB, spillet fire uafgjort, mens det blot er blevet til et enkelt nederlag til fynboerne.
Søndag skal vi forsøge at finde en sejr igen, så vi kan komme tilbage på sporet. Så vi håber derfor at se mange i Ceres Park til at bakke gutterne op mod tre point. Med jeres kærlighed og støtte fra lægterne, skal vi sammen vende stimen - og det skal på søndag gå ud over OB.
Der er kampstart i Ceres Park kl. 18.
Dyk ned i tallene inden kampen her >>>