SLUT DIG TIL OS: VÆR MED TIL AT GI' VORES GÆSTER EN GOD OPLEVELSE
05.05.2022 06:11
Vær med til at gøre en forskel i Ceres Park & Arena
Kom og vær med til at gøre en forskel, når tusindvis af glade gæster samles til fællesskab og fest i Ceres Park & Arena.
Lige nu søger vi både lønnet og frivilligt personale til at indgå i vores sikkerheds-team, når der afvikles enten fodboldkampe i Ceres Park eller koncerter i både Ceres Park og Arena. Her hjælper vores dygtige teams med, at vores gæster får en god oplevelse, når de kommer til events i skoven.
Vi sørger for at klæde dig på med uddannelse og information, og du vil blive omgivet af dygtige og erfarne kollegaer, der - som dig - er en meget værdsat del af fællesskabet.
Opgaverne er mange, men har det primære fokus på det sikkerhedsmæssige omkring afviklingerne. Så det handler om lysten til at yde en god service og møde vores gæster med et smil. Vi bidrager til, at der er en rolig og tryg atmosfære til vores arrangementer med god service og ansvarlighed i opgaveløsningen.
Eksempler på opgaver kunne være visitation, adgangskontrol, opsyn, personsikkerhed, konflikthåndtering m.m.
Erfaring er ikke det afgørende. Det vigtigste er, at du har lyst til og mod på at bidrage til fællesskabet og gøre en forskel. Det skal være engagementet og samværet, der driver værket, og vi er mange med forskellige baggrunde og kompetencer i vores team.
Dog er der enkelte krav:
- Du skal være fyldt 18 år.
- Du skal have ren straffeattest.
- Du skal kunne indgå i et team.
- Du skal kunne agere fysisk på et eventsted, hvor vi går meget.
Vil du høre mere og med på holdet ? Så skynd dig at kontakte vores sikkerhedschef Morten Bjørkmann på [email protected]. Vi glæder os til at høre fra dig.