SEJREN KOM HELLER IKKE I DAG I PROVINSKLASSIKEREN PÅ FYN

01.05.2022 12:43

Vi gjorde meget rigtigt i dag på Fyn, men OB lavede et enkelt mål. Og så måtte vi erkende det første nederlag i Odense i seks år.

På arbejdernes kampdag - den 1. maj - stod den på en ny udgave af provinsklassikeren mod OB - den her gang på deres bane i Odense, hvor spillertruppen havde inviteret fansene med og udebaneafsnittet var da også flot fyldt denne forårsdag på Fyn.

Desværre fik de ikke en god start at se, da værterne efter blot seks minutters spil bragte sig foran 1-0 efter en bolderobring på vores banehalvdel, hvorefter Jakob Breum trykkede af udefra til et hurtigt føringsmål til OB.

En ærgerlig start for gutterne, der ellers var startet optimistisk med godt pres. Og altså nu skulle skrue op for det i jagten på en udligning. Og kort efter forsøgte Gift Links sig da også godt med udefra. Men forbi mål.

Kort efter viste Jón Thorsteinsson gode takter, da han drev bolden frem og var tæt på at kunne finde Kurminowski inde foran OB’s mål, men lokal fod kom i vejen.

I den anden ende kom overliggeren heldigvis for os i vejen, da OB forsøgte sig og i det hele taget var det en ganske livlig indledning på kampen - desværre for os med værterne med de største chancer. Blandt andet måtte Jesper Hansen ud i en flot redning, da OB på et tidspunkt spillede sig til en stor chance tæt under mål.

Men efterhånden kom vi os over den ærgerlige start og fik mere ro i spillet og begyndte at true fynboernes mål mere. Blandt andre satte Mikael Anderson sig flere gange flot igennem og fik skabt nogen gode situationer. Men vi manglede det sidste held og kvalitet i de afgørende offensive situationer i vores jagt på en udligning i 1. halvleg.

Udfordringen var, at OB også fortsat udfordrede vores forsvar og vi havde i perioder svært ved at få ekspederet bolden godt nok væk, når vi var i under pres.

Hen mod halvlegens slutning fik vi sat os mere på spillet og blandt andre havde Mikael Anderson et rigtig flot skud og efter et hjørnespark så det ud til, at der kunne dømmes et straffespark for hands i OB’s felt. Men dommerens fløjte forblev tavs. Så vi måtte gå til pause bagud med en, men efter en opløftende sidste del af halvlegen.

2. halvleg
Vi kom rigtig flot ud til 2. halvleg med et dynamisk og frisk spil mod OB’s mål. Mange bød ind i offensiven og vi fik skabt flere gode muligheder for en udligning. Blandt andre til Thorsteinsson og Gift Links.

Men trods en flot offensiv begyndelse på 2. halvleg er det desværre lidt stolpe ud for os i øjeblikket. Så OB fik redet stormen af og fik også etableret sig offensivt i halvlegen, hvor Jebali på et tidspunkt kom igennem, men Bisseck ryddede flot op.

Efter en god times spil satte vi friske kræfter ind i skikkelse af Patrick Mortensen, Frederik Tingager og Mustapha Bundu, og vi fortsatte det målsøgende spil.

Men den slags har det med at give rum i den anden ende, og efter 70 minutter kom en OB’er helt fri igennem. Men Jesper Hansen kom fremragende ud med en god redning og holdte os inde i kampen.

Det var dog som om den chance gav OB lidt mere gejst igen og i perioder fik hjemmeholdet presset os unødigt langt tilbage og var tæt på at kunne øge deres føring.

Hen mod kampens slutning lykkes det os at etablere et pres igen og blandt andre havde Patrick Mortensen et hovedstød, der dog desværre gik i sidenettet. Også TK havde en god chance på et indlæg fra Mustapha Bundu, men hvor den unge forsvarer lige manglede en centimeter i at ramme bolden.

Og vi manglede et mål for at få point i Odense og to for en sejr, for tiden gik ud og vi må erkende det første nederlag i Odense i seks år.

Dagens resultat betyder, at vi fortsat er på tiendepladsen i 3F Superligaen (#4 i nedrykningspuljen) med 28 point. Dermed er der seks point ned til stregen, hvor VB - der i dag tabte til SønderjyskE - befinder sig med 22 point. Næste kamp er hjemme i Ceres Park mod netop SønderjyskE på søndag den 8. maj kl. 20.

OB vs. AGF / 3F Superligaen runde 28 / Sydbank Park / 1. maj 2022
1-0 (1-0)
06’ 1-0: Jakob Breum

AGF:
Jesper Hansen, Oliver Lund (87’ Sebastian Hausner), Thomas TK, Yann Bisseck (66’ Frederik Tingager), Alexander Munksgaard, Frederik Jack Wilshere (81’ Nicolai Poulsen), Mikael Anderson, Albert Grønbæk, Gift Links, Jon Thorsteinsson (66’ Mustapha Bundu) Dawid Kurminowski (66’ Patrick Mortensen)