DELER I MANDAGSKAMP PÅ FYN
04.04.2022 14:34
RESERVELIGA:
Reserveliga-holdet spillede i dag 1-1 i Odense.
I eftermiddags var der kamp i Reserveligaen, hvor vi var en tur på Fyn for at møde OB i Odense. Med gårsdagens kamp i 3F Superligaen var der igen rig lejlighed til, at nogen af de yngre kræfter kunne få god senior spilletid, og der var da også en del spillere fra U17 og U19 med til Fyn.
Det var århusianerne, der kom bedst fra start efter kun fire minutter, da Frederik Ihler scorede et tidligt føringsmål til AGF. Og da så OB svarede igen under et kvarter senere med en udligning, var der måske nogen af de fremmødte fynboer, der troede, at de nu skulle se en målfest.
Men selv om AGF’erne pressede på og havde flere hjørnespark i halvlegens slutning, måtte måtte begge hold skuffe eventuelt målsultne tilskuere. For efter første periode stod der fortsat 1-1.
Intensiteten steg lidt i 2. halvleg i jagten på mål hos begge mandskaber, der i halvlegs begyndelse begge måtte indkassere advarsler. Men der blev ikke flere mål ud af anstrengelserne, hvorfor reserveliga-kampen endte 1-1.
- Endnu en gang var det en god kamp for nogen af de yngre spillere. Vi havde flere akademi-spillere med, der alle fik vist sig flot frem og fik gode minutter i benene. Det blev en tæt kamp, men med lidt held kunne vi godt ha’ scoret flere mål. Især i første halvleg synes jeg, at vi var mest målsøgende. Det svandt lidt ind i 2. halvleg, men intensiteten hos begge hold forblev høj og det var en fin og meget brugbar kamp for os, lød det efter kampen fra assistenttræner Dave Reddington, der står i spidsen for reserveholdet.
Næste kamp i Reserveligaen er den 25. april kl. 13, hvor vi spiller hjemme på Fredensvang mod Randers FC.
AGF’s trup:
Daniel Gadegaard, Jonathan Hutters, Anthony D’ Alberto, Emil Agerbæk, Faysal Halimi, Mikkel Anderson, Jacob Andersen, Adam Daghim, Frederik Ihler, Eskild Dall, Daniel Jacobsen, Emil Vestergaard, Andreas Nybro, Jing Reece, Christian Mikkelsen, Martin Mai.