MORTENSEN FRUSTRERET EFTER DELER I FARUM

10.04.2022 13:18

Anføreren var ærgerlig over, at vi ikke kunne holde en føring i Farum i dag. Men glædede sig også over succes for de unge spillere, der kom på banen.

Det lignende længe en sejr i søndagens kamp mod FC Nordsjælland, hvor vi på udebane var foran 1-0 til langt inde i kampen. Men på et par trælse minutter fik værterne scoret to mål og derfor stod der 2-1 til hjemmeholdet, da klokken passerede 90 min.

Men så sendte Adam Daghim et flot tidligt indlæg ind i hovedet på Frederik Ihler, der headede bolden i mål til 2-2. Så altså et point med hjem i en kamp, der på en anden dag godt ku' ha' givet tre.

- Jeg er ikke tilfreds med, at vi ikke vinder i dag. Vi står fint på banen og bør udnytte vores muligheder til 2-0. Omvendt bliver vi straffet af FCN - så måske fair nok med 2-2. Vi har det svært for tiden med at få sejren og det havde vi også i dag, sagde anfører Patrick Mortensen efter kampen, hvor han var irriteret over, at sprinkleren pludselig gik i gang til sidst i kampen og forstyrrede vores jagt på mål.

- Det kan umuligt være en fejl at vandet pludselig startede - det virker for tilfældigt. Men vi holdte fokus, da pausen var der, og det er fortjent, at vi får scoret på et flot mål af Ihler til sidst, lød det fra Mortensen.