MORTENSEN: - DEN GØR ONDT
18.04.2022 15:56
Efter dagens nederlag til SønderjyskE var anfører Patrick Mortensen naturligvis skuffet.
Den sved på anfører Patrick Mortensen, da vi i dag måtte indkassere et nederlag i Haderslev til SønderjyskE, der vandt 2-1. Et unødvendigt nederlag, lød det blandt andet efter kampen fra Patrick Mortensen.
- Det blev en hektisk afslutning, hvor jeg har en stor chance, jeg skal gøre mere ved og så går de op og scorer i den anden ende. Det er tungt, men vi skal blive bedre til at forsvare i de situationer, det gælder os mig. For den her kamp skal jo bare ende 1-1 og det er for dårligt, at vi ikke i det mindste får et point med herfra.
- Gutterne arbejder hårdt i dag og der blev lagt en god arbejdsindsats langt hen ad vejen, men vi er inde i en svær periode, og så kommer de her små ting til at gå i mod os, sagde Mortensen efter kampen, hvor han savnede lidt flere chancer til AGF.
- Vi skal hjem og arbejde videre og op på hesten igen. I dag er vi ikke gode nok på bolden alle sammen og får derfor ikke skabt de gunstige positioner og mangler den sidste skarphed. Så det gør ondt at tabe den her - det var unødvendigt, lød det fra Patrick Mortensen.