HÆDER TIL TRE AGF-TALENTER

27.04.2022 10:38

I forbindelse med hovedgeneralforsamlingen i AGF af 1880 mandag aften blev der uddelt hædersbevisninger til de to 18-årige Frederik Ihler og Asker Beck samt 14-årige Viktor de Paoli.

Frederik Ihler blev den fortjente modtager af Martin Jørgensens Talentpris. I motivationen stod der blandt andet, at han efter sin debut for knap to år siden på Superliga-holdet oplevede et tilbageslag, men takket være stor træningsflid og målrettethed er han kommet styrket ud af perioden.

Han har i denne sæson igen fået førsteholdskampe på cv’et – og for nogle uger siden blev det også til den første scoring for Superliga-holdet, da han med et flot hovedstød udlignede til 2-2 mod FC Nordsjælland.

Han har her i 2022 fået sin første fuldtidskontrakt og er blevet en fast del af Superliga-truppen. Trods skader og modgang har han således klaret den svære transition fra ungdom til senior flot.

Aage Rou Jensens ærespokal blev tildelt Asker Beck. Han har spillet i AGF siden 2014, og han er et godt eksempel på, at hårdt arbejde og tålmodighed i længden bliver belønnet.

For nogle år siden stod han ikke forrest i køen i forhold til spilletid, men det slog ham ikke ud, og han har de senere år udviklet sig til at blive en dygtig central midtbanespiller med blik for spillet og tekniske færdigheder, hvilket også har givet ham debut på Superliga-holdet og U19-landsholdet.

Der står stor respekt om Askers menneskelige og fodboldmæssige, og man ved altid, at man får en 100 % indsats fra ham, og at han altid er parat til at bidrage til fællesskabet.

Sidst men ikke mindst var der også hæder til U15-målmand Viktor de Paoli, der modtog Børge Kaisers Sølvstøvle. Viktor er en talentfuld målmand, der besidder de kvaliteter, der i dag kræves af en moderne keeper – han er reaktionsstærk og dygtig til at indgå i opbygningsspillet.

I kraft af stor træningsflid og en lyst til hele tiden at forbedre sig er Viktor inde i en god udvikling, der blandt andet har bragt ham ind omkring DBU’s U15-samlinger.

Og fremfor alt er han en rollemodel for sine holdkammerater takket være stærke værdier og stor træningsflid, hvilket også gør, at han er meget afholdt af sine holdkammerater.  

Til alle tre skal der lyde et stort tillykke med hædersbevisningerne.