AGF KVINDEFODBOLD TILBAGE I AARHUS PÅ LØRDAG

01.04.2022 10:01

Cheftræner for AGF Kvindefodbold, Katrine S. Pedersen, vil se ærgerrighed fra spillerne i årets første hjemmekamp.

Efter sejren over AaB i forårspremieren er det igen blevet tid til pointjagt, når AGF Kvindefodbold spiller årets første hjemmekamp i kvalifikationsspillet i Gjensidige Kvindeligaen på lørdag.

Modstanderen er B93 fra København, der spillede i 1. division i efteråret. Vi mødte dem også i sidste sæson i kvalifikationsspillet, og her blev det til to målrige sejre på henholdsvis 6-1 og 3-2.

Lørdag jagter vi den tredje sejr i træk, og cheftræner for AGF Kvindefodbold, Katrine S. Pedersen, ser frem til opgøret.

- Jeg vil gerne se fra spillerne, at de spiller første hjemmekamp i foråret. Vi skal have ild i øjnene, og vi er så sultne for at vise os frem.

- Opgaven bliver at aflæse modstanderens styrker og svagheder. Vi vil være stærkere end dem fysisk - både i presspillet, men også i omstillingerne. B93 er et hold, der gerne vil spille fodbold. De har en boldbesiddende spillestil, og det skal vi være klar på, fortæller Katrine S. Pedersen.

I forårspremieren i Aalborg løb vi med sejren med cifrene 1-0. Men resultatet skjuler lidt kampbilledet, da vi fik skabt rigtig mange målchancer mod nordjyderne.

- I Aalborg kom vi til mange chancer, men uden at få udbytte af dem. Derfor vil vi gerne have et bedre slutprodukt på i lørdagens kamp, så bolden havner i mål fremfor ved siden af, siger Katrine S. Pedersen.

Truppen til kampen ser således ud:
Katrine Svane, Younggeul Yoon, Ásla Johannesen, Sofie Vendelbo, Cecilie Johansen, Sofie Bloch, Mathilde Kruse, Maria Olsen, Maria Herdel, Caroline Ahrendtsen, Lea Bjerregrav, Helena Pedersen, Maria Denius, Emma Andersen, Julie Poulsen, Christina Ravn, Johanne Guldbæk, Thea Rhode

Hjemmekampen mod B93 bliver spillet på Vejlby Stadion på lørdag med kampstart klokken 13.00. Kom ud og støt kvinderne til tre point ved at købe billetter til kampen her >>>

Kampen bliver også livestreamet her >>>