AGF KVINDEFODBOLD I STORSEJR I ODENSE

23.04.2022 15:40

Hele 5-0 til AGF stod der på måltavlen efter AGF Kvindefodbold i dag spillede mod Odense Q

I genkendelige rammer omkranset af en rød løbebane á la Ceres Park på Odense Atletikstadion mødte AGF's kvinder i dag Odense Q i kvalifikationsrækken til Gjensidige Kvindeligaen.

Allerede efter tre minutter kom vi foran på et hjørnespark tilkæmpet af Maria Herdel, hvor Jenna McCormick stod helt fri i bagerste rum og satte hovedet på til en 1-0 føring. Efter 10 minutter var Maria Herdel tæt på at gøre det til 2-0, da en usikker Odensekeeper var kommet for langt ud af eget mål.

Men føringen lod ikke vente på sig, da to spillere lå i græsset efter et sammenstød og skabte forvirring i feltet, som altid målfarlige Sofie Bloch kynisk udnyttede og trykkede af til 2-0.

Den hurtige tomålsføring påvirkede ikke AGF’s tempo og kvalitet på banen, og vi spillede stadig modigt fodbold med et højt pres på hjemmeholdet.

Jenna McCormick ville på tavlen igen og løb sig fri efter et hjørnespark fra samme side som til 1-0 målet, men den endte i stedet i sidenettet. Forsvaret stod på sin plads, da et bundpresset Odensehold kortvarigt sneg sig op på vores banehalvdel. I den anden ende af banen lavede hjemmeholdets forsvar til gengæld flere store fejl, som gjorde at vi kunne bibeholde et stort chanceovertag igennem hele halvlegen.

Mod slutningen af halvlegen spillede Odense sig lidt mere ind i kampen, men blev aldrig rigtig farlige for vores bagkæde. Efter 43 minutter blev der dømt frispark til AGF, som blev slået direkte mod målrammen af Ásla Johannesen, hvor Emma Andersen kom hurtigt på riposten og gjorde det til 3-0 inden pausefløjtet.

2. halvleg
Efter pausen var Katrine Svane gået ud til fordel for debuterende målvogter Young-Geul Yoon, som skulle forsøge at holde buret rent i resten af kampen.

Halvlegens første chance til AGF kom efter 49 minutters spil, hvor en Odenseforsvarer måtte cleare et hårdt hug fra Ásla Johannesen på målstregen, efter deres keeper var blev sat af. Et kvarter inde i halvlegen måtte Sofie Bloch ligeledes vige pladsen for Hannah Holgersen, som også skulle have chancen for at deltage i målfesten.

Ligesom i første halvleg boltrede vi os i standardsituationer, og i 62. minut var det igen tæt på at gøre ondt på hjemmeholdet, som i sidste sekund fik forhindret et mål. Dog kunne de ikke holde os væk, da vi i 66. minut gjorde det til 4-0 på et debutmål fra indskiftede Kathrine Spanner, som blev sat op af en veloplagt Maria Herdel på højrekanten, der med sin hurtighed driblede forbi flere rødklædte forsvarsspillere.

Med 10 minutter tilbage af kampen satte AGF et opspil i gang i venstre side af banen, hvor Cecilie Johansen satte et skud ind fra kanten af feltet som sneg sig ind bag Odenses målvogter og gjorde ydmygelsen total med en føring på 5-0. Gennem hele kampen lignede vi et hold, der var på hjemmebane, og ikke engang efter en femmålsføring var vi færdige med at kæmpe for flere mål.

Dog blev det ikke til mere, og efter en flot holdpræstation kunne vi rejse hjem med fem mål og et kæmpe selvtillidsboost frem mod næste kamp i kvalifikationsspillet.