SID PÅ GENBRUG: FRA PLASTIKDUNKE TIL STOLE

05.10.2021 12:00

Nye miljørigtige siddepladser i AL Bank Fanzonen er lavet af plastik brugt på Ceres Park.

Genbrug er ikke kun at sortere affald de rette steder hen og sørge for, at for eksempel plast forbliver plast og pap kommer de rigtige steder hen, som vi kender det fra AGF’s hjemmekampe på Ceres Park.

Det er mere end det - for i fremtiden skal vi genbruge endnu mere og sørge for, at de materialer vi bruger, forbliver i kredsløb - være mere cirkulære som det hedder i AGF’s vision for mere bæredygtighed - det betyder, at vi genanvender vores eget affald til nye produkter, som vi selv benytter os af - altså et lukket ressourcekredsløb.

Og det er netop ud fra den tankegang, at der nu er kommet nye siddepladser i AL Bank Fanzonen ved Ceres Park. For måske du har lagt mærke til de nye blå-hvide taburetter, vi finder i AL Bank Fanzonen. De blånistrede siddepladser er en del af møblementet i den nye fanzone og er netop såkaldt cirkulære.

Stolene er således lavet af frasorteret hård plast fra AGF’s eget forbrug og fra vores partner, Super1Rents forbrug af hård plastik fra for eksempel dunke og beholdere, når de har gjort stadion rent. Så noget, der normalt bliver affald, er nu endt som noget andet og meget mere brugbart, nemlig nogle helt unikke møbler i AL Bank Fanzone.

Så næste gang du kommer forbi AL Bank Fanzonen, så tag en slapper på de nye siddemøbler med god samvittighed og nyd hvad man kan lave med sit eget plastaffald.

Taburetterne er produceret i samarbejde med iværksættervirksomheden, SmallRevolution, der designer produkter af 100% genanvendt plast.