NYTTIG INFORMATION FØR FCK-KAMP

20.11.2021 12:00

Der kommer mange AGF'ere i Parken søndag eftermiddag. Her lidt nyttig information, der er værd at notere sig.

Søndag eftermiddag står den på palaver i Parken, når vi møder FC København til endnu et opgør i ny-klassikeren, der er blevet en af de helt store kampe i 3F Superligaen.

Og der er da også på forhånd meldt om stor interesse for kampen, som ser ud til at samle op mod 30.000 mennesker på Østerbro og dermed sætter rekord for antal tilskuere til en 3F Superliga-kamp i november.

Men endnu flottere, så nærmer udebaneafsnittet sig også en rekord. Her der nemlig lørdag solgt små 2.500 billetter til den ende-tribune, der er forbeholdt AGF (D). Derfor har FCK udvidet afsnittet, så der i alt bliver 2.800 pladser. Og når vi op på det antal, så sætter vores fantastiske fans rekord for et udebaneafsnit til en 3F Superliga-kamp i Parken.

Men det kræver altså, at de sidste billetter bliver solgt og ikke mindst, at man bruger dem man har investeret i. Køb billetter her, hvis du stadig mangler.

Med så mange gæster til kampen i morgen, er det værd at notere sig følgende som AGF’er:

  • Kom i Parken i god tid. Portene åbnes allerede kl. 13 og der er kampstart kl. 16. Så der er god mulighed for at komme i god tid. Spillerne løber til opvarmning ca. 15.20, så vær på plads og byd dem velkommen.

  • Det er også en god ide at komme i god tid, fordi man skal indregne tid til at fremvise et gyldigt coronapas, når man skal ind. Gør dit coronapas og billet klar ved indgang. Viser du det på din telefon, så skru helt op for lyset og vær klar til at vise det, når det er din tur.

  • Køber du billet, som AGF-fan, så husk at købe til udebaneafsnittet (D). Det gør man her. Efter afsnittet i går blev udvidet, er der stadig ledige pladser.

  • Hvis dine medfans på udebaneafsnittet opfordrer dig til hjælp med en tifo eller anden markering - for eksempel, når spillerne løber på banen - så vær positiv og leg med.

  • Kig også her på FCK’s information til udefans i Parken

  • Det ser ud til at blive et nogenlunde vejr for årstiden. DMI varsler tørvejr og 6-7 grader i Parken.

Rigtig god tur til alle. Pas på jer selv og hinanden. Og god kamp!