DYNGVÅD DELER I ÅRETS SIDSTE KAMP

29.11.2021 09:45

Vi måtte fredag aften nøjes med 1-1 hjemme mod SIF

Fredag aften gjaldt det sidste kamp i år, da vi i 3F Superligaen tog mod Silkeborg IF hjemme i Ceres Park, hvor nummer seks og syv var i duel om vigtige point.

Allerede fra kampens start var der gang i løjerne, da vi fik sat et angreb op, der endte med et VAR gennemsyn for et muligt straffespark til os. Men det blev ikke dømt.

Så var vi ligesom i gang denne novemberaften, hvor spillet bølgede frem og tilbage med begge hold i offensive momenter i kampens indledning. Og det var os, der først kunne slå mønt af en god offensiv aktion, da Bundu efter et kvarters tid blev spillet fri på kanten og fornemt udplacerede SIF-målmanden til et godt føringsmål til hjemmeholdet.

Men gæsterne var fortsat farlige og viste i 1. halvleg flere eksempler på, hvorfor de pt. har en god sæson som oprykkere. Efter 25 minutter var det den tidligere AGF’er, Niclas Helinius tæt på at kunne bringe balance i regnskabet, men heldigvis for os forbi.

Samme retning tog et godt forsøg fra Anthony D'Alberto, som var kommet fint i feltet. Men han udplacerede desværre sit skud. Kort efter var der også en mulighed til Mortensen. Men hans forsøg blev blokeret.

I vores ende var Silkeborg også farlige og fik til tider Ceres Park til at holde vejret flere gang med skarpe indlæg ind i vores felt. Men hver gang var vores forsvar vågen og Jesper Hansen ligeså.

Hen mod slutningen af en første halvleg - der var livlig og levende med chancer til begge hold og masser af dramatik og episoder, der vakte debat blandt spillere og publikum - kom der en periode med mest spil til hjemmeholdet og lidt ro på løjerne. Her havde Mikael Anderson blandt andet en god chance efter fremragende opspil af Eric Kahl og Albert Grønbæk, men han overplacerede sit skud. Det samme gjorde Niklas Helenius, der overplacerede et ellers farligt forsøg fra SIF, der konstant var farlige og gjorde livet utrygt for vores forsvar.

Men så mod halvlegens slutning vippede tingende igen til gæsternes fordel, der pressede på for en udligning og til sidst måtte Jesper Hansen ud i en mesterredning, da han holdt gæsterne fra mål med en vild aktion, som ville ha’ glædet nyligt afdøde Maciej Wasyniuk, der blev mindet inden kampstart. Så 1-0 til os ved pause.

2. halvleg


Anden omgang startede med gæsterne mest i téten, hvor SIF pressede på og også fik skabt farlige situationer. Deres offensiv betød, at vi i den anden ende kunne komme igennem på fine omstillinger, hvor Mustapha Bundu flere gange kom afsted og kunne ligge bolden indover. Men desværre uden det gav mål.


Efter en times spil begyndte den mørke himmel over Kongelunden at smide regn og hagl ned over Ceres Park. Men det forstyrrede ikke gæsterne i fortsat at presse på og være mest på bolden. Og ofte gav deres gode boldspillere os problemer i forsvaret. Men det var nu gæsterne, der fik mest problemer, da vi efter en god times spil kom igennem på en omstilling. Igen var det Bundu, der smed bolden ind over, hvor den endte hos Mortensen, der bankede den på stolpen. Rent sort uheld i en situation, der kunne ha’ bragt os foran 2-0.

Kort efter viste Hansen igen sine kvaliteter, da vores målmand stod på rette sted efter et Silkeborg hjørnespark. Og i det hele taget var det svært for Ceres Park at få en puster i en kamp, hvor gæsterne næsten konstant pressede på for mål og vi så en gang i mellem kom igennem på gode omstillinger.

Efter 70 minutter gik den så ikke længere, da Silkeborg IF kom igennem og Rasmus Carstensen kunne udligne. Ren udtur efter vi havde haft en stor chance i den anden ende kort forinden. Men heller ikke ufortjent set med det objektive fodboldøje efter Silkeborg længe havde jagtet udligningen. Så i regnvejret måtte vi se om vi kunne finde en vej tilbage, men Silkeborg havde fundet momentum og fortsatte med at presse os tilbage.

Et par udskiftninger gav os dog lidt ny energi og hen mod kampens slutning fik vi skabt nogen gode situationer. Blandt andet efter godt forarbejde af Jón Thorsteinsson. Også indskiftet Dawid Kurminowski kom igennem på et tidspunkt, men uden at kunne slå mønt af det. Mod kampens slutning havde begge hold deres muligheder for mål. Blandt andre var Oliver Lund tæt på at score. Men der kom ikke flere mål og dermed endte årets sidste kamp 1-1.