DELER I PARKEN
21.11.2021 12:00
På et flot udført straffespark hentede vi søndag det ene point med hjem til Aarhus fra København i dag.
Søndag eftermiddag var der lagt op til en af de store kampe i 3F Superligaen. Aarhus mod København. Jylland mod Hovedstaden. AGF mod FC København.
Denne november-dag stod slaget i Parken i København, hvor vi skulle forsøge at bygge videre på sejren fra før landsholdspausen, hvor vi det jo blev til en 3-0 sejr over førerholdet fra FCM.
I dag gjaldt det så en helt anden udfordring på det slidte underlag på Østerbro, hvor der fra starten var muligheder til begge hold. FCK på et par dødbolde, mens vi inden for de første fem minutter var kommet igennem på en god omstilling. Og i det hele taget bølgede spillet frem og tilbage i kampens indledning i en fremragende kulisse med en massiv støtte fra udebaneafsnittet.
Godt ti minutter inde i kampen kom Mikael Anderson fint igennem i en situation, hvor det lignede, at han blev holdt i feltet. Men ingen forseelse, lød det fra dommeren i en situation, der måske burde ha’ givet straffespark til os, men vi måtte nøjes med hjørnespark, som vi ikke fik omsat til noget farligt.
Efter 15 minutter fik hjemmeholdet deres indtil da største chance på en omstilling, men heldigvis for os fik FCK’eren ikke ordentlig ram på sin afslutning tæt under mål. Kort efter var det gæsterne, der var farlige på et par omstillinger, hvor vi lige manglede det sidste for at få dem spillet helt frem til en scoring. Og i det hele taget var der optræk til flere gode muligheder på omstillinger for AGF’erne, men den svære bane gjorde det svært at få spillet til at glide helt som planlagt i de hurtige situationer.
Hen mod pausen fik hjemmeholdet presset os mere tilbage og havde flere ubehagelige chancer, der bragte os på hælene - blandt andet havde FCK et forsøg på stolpen. I den anden ende fik vi ikke sat så meget offensivt op som i kampens indledning i en fase, der også blev præget af flere frispark på det efterhånden noget vanskelige underlag.
Netop som det meste af Parken havde indstillet sig på en målløs første halvleg trykkede FCK’s Lukas Lerager af fra distancen og bragte værterne foran 1-0. Et ærgerligt mål, der kom lige inden dommeren fløjtede til pause.
2. halvleg
Vi fik dog vasket skuffelsen af os i pausen, for vi kom bedst ud til anden omgang med frisk målsøgende spil, der desværre ikke kastede mål af sig. Blandt andre kom Eric Kahl - der var blevet indskiftet i pausen - til et godt skud, som blev blokeret. Også d’ Alberto ville frem og lege med og backen havde flere gode raids i 2. halvleg.
Kampen var fortsat præget af flere frispark og det fysiske spil var i det hele taget i højsædet på den tunge bane i Parken. Så duellerne var flere end chancerne til begge hold. I modsætning til første omgang var det nu FCK, der var farligst på omstillinger og hjemmeholdet kom til nogen relativt store chancer. Men hver gang var Jesper Hansen på sin plads.
I den anden ende havde vi svært ved at få skabt de helt store chancer i jagten på en udligning, for FCK’erne forsvarede sig godt og kunne så skyde nogen hurtige folk afsted på omstillinger, hvor især Pep Biel ofte var en trussel for os.
En trussel blev et godt hovedstød fra Patrick Mortensen også i halvlegens sidste halvdel, hvor han headede godt på mål, men hans forsøg blev desværre reddet. Chancen markerede dog en ny AGF-offensiv på værternes mål i jagten på en udligning.
Her havde både Poulsen og Grønbæk skudforsøg, der dog blev blokeret af FCK-muren foran vores udebaneafsnit, der - desværre for os - tog godt fra i den hektiske slutfase, hvor vi øgede vores pres og til sidst i kampen - inde i dommerens overtid – blev der begået straffespark på Patrick Mortensen, der selv tog sig af det. Og køligt kunne han sætte bolden i kassen til et 1-1 resultat. Helt fortjent, at gutterne tog det ene point efter en flot arbejdsindsats.
Næste - og sidste kamp i år - er på fredag den 26. november, hvor vi tager mod Silkeborg IF hjemme i Ceres Park kl. 19. Køb din billet til den kamp her >>>>
FC København vs. AGF / 3F Superligaen – Runde 16 / Parken / 21.11 2021
1-1 (1-0)
45+1’: 1-0: Lukas Lerager
90+4: 1-1: Patrick Mortensen (straf)
Advarsler:
FCK: Jens Stage, Per Wind, Jonas Wind, Nicolai Boilsen, Rasmus Falk, Jess Thorup, Rasmus Højlund
AGF: Oliver Lund, Sebastian Hausner, Patrick Mortensen Udvisning: Jacob Neestrup
MoM: Samlet for Aarhus (Tillykke med de ti år)
AGF:
Jesper Hansen, Oliver Lund (45’ Eric Kahl), Sebastian Hausner (87’ Yann Bisseck), Frederik Tingager, Anthony D’ Alberto, Nicolai Poulsen (87’ Dawid Kurminowski), Frederik Brandhof (75’ Albert Grønbæk), Mikael Anderson, Jón Thorsteinsson (68’ Gift Links), Mustapha Bundu, Patrick Mortensen.