AGF KVINDEFODBOLD: - VI SKAL SCORE I ÅBENT SPIL

20.11.2021 12:00

Det var både skidt og kanel, da AGF Kvindefodbold i dag måtte nøjes med 2-2 mod AaB.

Heldet var ikke med os i dag, da AGF Kvindefodbold måtte nøjes med 2-2 hjemme mod AaB.

- Det er en kamp, der går på omstillinger. Vi ved, at AAB er stærke på omstillinger, og det viser de også ved det sidste mål, som de scorer. Vi rammer overliggeren, og de render ned og scorer på den. Det er det, som de er stærke på. Vi har selv chancer i kampen, men vi formår ikke at omsætte på vores chancer. Så har vi også lidt problemer med, at de ligger lavt omkring feltkanten i blokforsvar. Vi forsøger at stange lidt imod, men vi har ikke helt nok bevægelse i vores angrebsspil.

- Men indsatsen og forsøget på at komme til chancer fejler ikke noget. Jeg er stolt over, hvad vi leverer på den måde. Men når det først kommer til sidst, så skal vi ofre alt for at komme i feltet. Der er vi nogle gange lidt for få i feltet, lød det blandt andet fra cheftræner Katrine S. Pedersen efter kampen, hvor hun hæftede sig positivt ved vores udnyttelse af standardsituationer, der gav kampens to AGF-mål.

- Vi har en dygtig server i Johansen, og Tina er rigtig dygtig i boksen. Men vi har arbejdet en del med standarder. Vi fik lidt gevinster ved det i starten af sæsonen, men siden har det stået lidt stille med det. Det er fedt at se, at vi ser et resultat og produkt af det, som vi rent faktisk har haft fokus på her de seneste fire måneder. Det er tilfredsstillende. Det er så mindre tilfredsstillende, at vi ikke får scoret i åbent spil, sagde Katrine S. Pedersen efter kampen.

KONCERNPARTNERE