AGF KVINDEFODBOLD MÅTTE KAPITULERE I KØGE
13.11.2021 12:00
Topholdet fra HB Køge fik i dag kamp til stregen af kvinderne i Gjensidige Kvindeligaen. Men til sidst måtte vi indkassere et 2-0 nederlag på udebane.
Lørdag eftermiddag ventede der AGF Kvindefodbold en svær udekamp mod Gjensidige Kvindeliga-førerholdet fra HB Køge, der bød os velkommen hjemme på Capelli Sport Stadions kunstgræs.
Selvom HB Køge umiddelbart var den store favorit til at løbe med de tre point, skulle AGF’erne håbe, at værterne havde trætte ben efter midtugens Champions League-festivitas mod Arsenal.
Men de eventuelle trætte ben, der måtte være, fik HB Køge lynhurtigt rystet af sig, da Maddie Pokorny scorede efter blot to minutter med et flot langskudsmål, som via stolpen endte i AGF’ernes netmasker uden chance for Katrine Svane i målet.
Efter sen ærgerlig start med en lynscoring til sjællænderne, fik AGF rystet skuffelsen nogenlunde af sig, og kom bedre og bedre med i kampen med flere gode spilsekvenser på modstandernes banehalvdel, men den helt store mulighed altså vente på sig for århusianerne.
Den kom dog efter 47 minutter, da Maria Herdel fik en stor mulighed i form i en omstilling, men afslutningen gik snert forbi. Ligeledes fik HB Køge også en stor mulighed cirka 10 minutter efter, da værternes angriber tog et flot raid ind i feltet og kom alene med Katrine Svane, men AGF-målvogteren reddede flot og dermed fortsat 1-0 i Køge.
Kampen bølgede frem og tilbage i anden halvleg, og der var længe mulighed for, at der kunne ligge et resultat og vente på AGF’erne. Derfor var det da også ekstra ærgerligt, da bolden tilfældigt dumpede ned for fødderne af HB Køges Lauren Sajewich, der efter 75 minutter kunne score til 2-0 til hjemmeholdet.
2-0-scoringen - og derudover også en sen AGF-udvisning til Thea Rhode i slutfasen - punkterede kampen, som resulterede i, at HB Køge cruiser derudaf i toppen af Gjensidige Kvindeligaen uden overhovedet at have tabt point på hjemmebane endnu, mens vi er en forberedelseskamp tættere på at skulle spille om overlevelse i den bedste kvindelige række til foråret.
Sidste kamp for kvinderne inden vinterpausen er om en uge, når AaB kommer til Aarhus.