AGF INVITERER HJERTEBØRN PÅ FODBOLDSKOLE
03.08.2021 12:00
Fodbold er for alle - også for børn med en hjertesygdom. Derfor går Hjerteforeningen, DGI Fodbold og AGF nu sammen om en fodboldskole for 30 hjertebørn på Fredensvang.
Her venter der på den anden side af sommerferien en dag fyldt med fodbold og fællesskab på AGF’s træningsanlæg, hvor hjertebørnene blandt andet kan glæde sig til at få besøg af spillerne fra AGF’s Superliga-trup.
Det er anden gang, Hjerteforeningen i samarbejde med DGI Fodbold arrangerer en fodboldskole for hjertebørn. I 2019 foregik det i København. Men nu ønsker Hjerteforeningen og DGI Fodbold også at afholde en fodboldskole i Jylland, hvor AGF står klar med rammer, fodboldtøj og logistisk opbakning til projektet, som er blevet skabt for at give børn med hjertesygdomme mulighed for at udfolde sig fysisk.
- For næsten alle hjertebørn gælder det, at de sundhedsmæssige positive effekter af fysisk aktivitet er lige så vigtige som for børn uden hjertesygdomme. Det at spille fodbold kan godt være forbundet med utryghed for nogle børn med medfødt hjertesygdom - og ikke mindst for deres forældre. Derfor kan det være rigtig godt at deltage i aktiviteter med andre i samme situation, hvor der tages hensyn til eventuelle begrænsninger, og hvor børnene også møder forståelse fra hinanden, fortæller Rikke Morthorst, som er senior projektleder i Hjerteforeningen.
Fodboldskole for hjertebørn er et samarbejde mellem Hjerteforeningen, AGF og DGI Fodbold og organiseres og drives af et frivilligt trænerteam med den tidligere elitefodboldspiller, Sara Juhl i spidsen. Hun er selv født med en hjertefejl og har i mange år stået i spidsen for fodboldskoler arrangeret af DGI Fodbold.
- Mit primære ønske med fodboldskolen er at give børn med medfødt hjertesygdom følelsen af at være sammen med ligesindede. De her børn kan meget mere, end de selv tror - på trods af deres hjertefejl, siger Sara Juhl.
- Det er fantastisk, at vi i det gode partnerskab med Hjerteforeningen nu også kan tilføje det stærke fællesskab i AGF som samarbejdspartner, og give endnu flere børn mulighed for at spille fodbold i trygge rammer blandt ligesindede, med fokus på bevægelsen og glæden i spillet. Det giver deltagerne erfaringer og succesoplevelser, de kan tage med videre og forhåbentlig giver det flere mod til at blive en del af fællesskabet i en lokal forening, siger Lars Møller, der er Landsformand for DGI Fodbold.
Den 5. september
Fodboldskolen for hjertebørn på Fredensvang vil finde sted den 5. september og Hjerteforeningen har åben for tilmelding via foreningens hjemmeside. Hjertebarnet kan tage enten sin mor eller far med til fodboldskolen, hvor forældre i løbet af dagen vil blive undervist af en læge om fordelene ved fysisk aktivitet, når man har en hjertesygdom.
Hos AGF ser man frem til at tage hul på samarbejdet med Hjerteforeningen og til at tage mod hjertebørnene til september.
- Fodboldskolen for hjertebørn er et fremragende initiativ som vi er glade og stolte over, at kunne hjælpe og sætte rammerne for. Alle børn - uanset sygdom og anden baggrund - har ret til fysisk aktivitet og fællesskab, og vi har som fodboldklub et ansvar for at bidrage til at det kan lade sig gøre. Så vi glæder os meget til at se mange glade børn på Fredensvang til september, siger Anne Jensen, chef for branding og bæredygtighed i AGF A/S.
I alt kan godt 30 hjertebørn i alderen 7-13 år deltage i Fodboldskole for hjertebørn i Aarhus, der altså finder sted søndag den 5. september.