
JEG ÅBNER MINE ØJNE I AARHUS
AGF og Aarhus Universitetshospital byder sammen byens nyfødte velkommen i fællesskabet.
AGF byder byens nyeste århusianere velkommen med en gave: en AGF-bodystocking, som vi tilbyder alle nybagte forældre på Aarhus Universitetshospital.
På nakken står ordene: "Jeg åbner mine øjne i Aarhus". Gaven er en lille hyldest til byen, til begyndelsen og til de mange historier, der endnu ikke er skrevet.
- Det er et samarbejde mellem to af byens store institutioner, som kan være med til at skabe glæde blandt byens borgere. Med dette initiativ ønsker vi at invitere de yngste århusianere og deres familier ind i et fællesskab, der har været en del af byen i generationer.
- Det er noget særligt at komme fra Aarhus. Når et barn kommer til verden, er det begyndelsen på en ny historie. Med ordene 'Jeg åbner mine øjne i Aarhus' ønsker vi at hylde både den store dag for familien og den fodboldglade by, som barnet nu er en del af. Det er en gestus, der symboliserer fællesskab, tilhørsforhold og stolthed over Aarhus, siger Fan Engagement Manager Jonas Labich fra AGF.
AGF-bodyen ledsages af et kort til familien, og det er naturligvis helt frivilligt, om man ønsker at tage imod gaven.

En del af et fællesskab
Aarhus Universitetshospital fortæller, at man i forbindelse med fødslen får mulighed for at tilvælge gaven og hospitalet håber, at samarbejdet med AGF kan være en lille tilføjelse til en glædens dag for nye forældre og samtidig binde byen endnu mere sammen.
- Vi bakker op om initiativet fra AGF og budskabet om at være født ind i et fællesskab og i et tilhørsforhold til Aarhus. I forvejen ved jeg, at mange gemmer deres nyfødtes første strikhue herfra, og det kunne da være sjovt, hvis der om fem år er en flok miniputspillere, hvis forældre har gemt deres AGF-bodystockings fra AUH, siger chefjordemoder Marianne Raundahl fra Kvindesygdomme og Fødsler på AUH.
Forældrene vil få tilbudt en bodystocking af jordemoderen i forbindelse med børneundersøgelsen af barnet lige efter fødslen.
Hvis man som nybagte forældre, ikke fik en body med hjem, er man altid velkommen til at kontakte AGF på: [email protected].