Dual Career

I AGF Talent har vi et stort fokus på Dual Career. Vi ved hvor meget tid elitefodbold kræver hos den enkelte spiller, og derfor ved vi også, hvor vigtigt det er, at de kan balancere mellem fodbold, skole og fritid. Det forsøger vi hele tiden at tilpasse, så vores spillere har de bedst tænkelige muligheder for at have tid og overskud til alle dele i hverdagen. 

ESAA Rundhøjskolen

Fra 8. klasse har vi et samarbejde med ESAA, hvor spillerne i AGF kan gå på Rundhøjskolen og have et skema, der er tilrettelagt efter morgentræning.

På Rundhøjskolens ESAA klasser går elever fra flere sportsgrene end bare fodbold, og det betyder, at AGF spillerne går i klasse med drenge og piger fra andre sportsgrene, men fælles for dem alle er, at de har elitesport i deres hverdag. ESAA tilbuddet giver mulighed for, at spillerne kan morgentræne hver tirsdag og torsdag inden, at de møder ind i skole. Derudover har spillerne fri på samme tid om eftermiddagen ca. 1,5 km. fra Fredensvang, hvilket betyder, at vi kan starte vores træningspas tidlig eftermiddag, så spillerne kan komme tidligere hjem. På den måde sikrer vi, at der er plads til både fodbold, skole og fritid, når du spiller i AGF. 

I ESAA samarbejdet er også IF Lyseng Fodbold, hvilket betyder, at der er to fodboldmiljøer i Aarhus Kommune, som har morgentræningstilbud. 

 

Viby Gymnasium & HF

Siden 2023 har vi haft et samarbejde med ESAA og Viby Gymnasium & HF. Dette samarbejde skal sikre, at vi har en model, der giver vores spillere mulighed for at tage en ungdomsuddannelse samtidig med, at de spiller fodbold i AGF. Med HF-modellen har vores U19 hold mulighed for at træne parallelt med klubbens førstehold hver mandag og onsdag, da skoleskemaet er tilpasset fodboldtræningen. Mandag og onsdag er AGF spillerne på Fredensvang i tidsrummet 09.30 - 12.30, og det giver derfor mulighed for at træne om formiddagen og øge den samlede træningsmængde på en uge. 

HF-modellen er typisk for vores 2. års U17 og 1. års U19 spillere. Da HF er en 2-årig uddannelse giver det samtidig spillerne mulighed for som 2. års U19 at koncentrere sig 100% om fodbold - eller de kan læse enkeltfag op, der supplerer deres HF-uddannelse, hvis de finder det nødvendigt. 

I sommeren 2025 fik de første AGF drenge hue på, som det ses på billedet nedenfor.