3F Superliga

Niklas Backman indstiller karrieren

AF: AGF - 14. oktober 2021

Kaptajnen lægger støvlerne på hylden og stopper sin aktive karriere.

AGF’s anfører, Niklas Backman har spillet sin sidste fodboldkamp.

- Efter grundige overvejelser er jeg nået frem til, at jeg ikke længere skal spille fodbold. Det har i sagens natur været en af de sværeste beslutninger i mit liv, men nu hvor den er taget, er jeg også lettet, og jeg ser nu frem til et nyt kapitel i mit liv, siger Niklas Backman, der senest var i kamp for AGF tilbage i april.

Det er summen af de hovedskader, som Niklas Backman har haft gennem sin karriere, der nu fører til karrierestoppet. Efter Backman var kommet tilbage i almindelig træning oven på en knæskade, oplevede han symptomer, der stammede fra hans tidligere hovedskader. Og efter lægefaglige råd og vejledning har svenskeren derfor nu besluttet at indstille sin karriere.

- Jeg har lyttet til lægerne, og sammen med min familie har jeg taget en beslutning om, at min krop ikke længere kan holde til at spille elitefodbold - jeg skal også tænke på mit liv efter fodbold, og jeg ønsker ikke at løbe nogen risiko med mit helbred. Det er naturligvis utroligt trist at stoppe med noget, man elsker, men det er det rigtige at gøre, siger Niklas Backman, som har været i AGF siden januar 2016 og dermed er den spiller i den nuværende 3F Superliga-trup, der har været længst tid i AGF.

- Kulturbærer er et ord, der bruges meget i vores verden, men det passer rigtig godt på Niklas, som altid har indkapslet de værdier, der præger vores klub. Han har vindermentalitet, han arbejder hårdt, og han har altid taget ansvar for sine omgivelser og sin klub. Og på den måde har han på flotteste vis repræsenteret AGF og vores værdier. Så det er en trist besked at få. Men det er også en moden beslutning, som vi har stor respekt for, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen.

- Niklas Backman er et forbillede og en hædersmand i fodboldbranchen. Siden jeg startede i AGF, har jeg desværre ikke haft fornøjelsen af at kunne se ham på banen. Men jeg har fulgt ham i dagligdagen, hvor han med sit hårde arbejde for et comeback og med sin lederrolle i truppen, har vist de kvaliteter han besidder som menneske og som spiller, og vi takker ham for hans store indsats for AGF, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.



Bliver i AGF
Men mens det altså er slut som spiller, så fortsætter Niklas Backman i AGF i en anden rolle udenfor banen.

- Vi har aftalt med Niklas, at han overgår til en anden funktion i klubben i den sportslige organisation. Vi har aldrig været i tvivl om, at vi gerne ville fastholde ham i AGF. Det har været en længere dialog, som vi allerede tog hul på, da vi forlængede aftalen med ham senest, som vi så nu skal gøre færdig. Allerede den gang fortalte vi Niklas, at vi gerne ville beholde ham i klubben efter hans karriere - det er så desværre allerede blevet aktuelt nu.

- Men nu handler det i første omgang om at give Niklas tid til at sunde sig og så ellers sørge for at hylde ham for alt det, han har givet klubben, siger AGF’s direktør, Jacob Nielsen.

Og hyldet - det bliver kaptajnen, når vi på mandag møder AaB hjemme i Ceres Park. Så kom i skoven den 18. oktober og vær med til at sige tak til vores kaptajn.

32-årige Niklas Backman kom til AGF i januar 2016. I AGF nåede han 109 kampe. Før sin tid i Aarhus spillede han blandt andet for AIK Stockholm og kinesiske Dalian Aerbin. Han er noteret for seks landskampe for Sverige.

Alle i og omkring AGF ønsker Niklas Backman alt det bedste i det nye kapitel i hans liv.

Koncernpartnere

+