Kampe

Nordirsk modstand venter i Europa

AF: BJ - 20. juli 2021

Larne FC fra Nordirland bliver modstanderen i 2. kvalifikationsrunde til Conference League

Det ligger nu fast, efter at Larne FC samlet vandt 2-0 over Bala Town FC fra Wales. Larne FC havde vundet udekampen 1-0 på et mål af topscorer David McDaid, og returopgøret endte også med en 1-0-sejr takket være en scoring af Ronan Hale, hvorfor Larne trak det længste strå.

Det første opgør i 2. kvalifikationsrunde spilles om en uge - torsdag d. 22. juli 20.30 (dansk tid) - på kunstgræs på Inver Park i Larne, der ligger ud til vandet på den nordirske østkyst - godt en halv times kørsel fra Belfast.

Returopgøret finder sted i Ceres Park torsdag d. 29. juli kl. 19.00. Har du endnu ikke sikret dig billetter til denne kamp, så kan du købe dem her >>

Det er i øvrigt første gang, at Larne FC spiller i en europæisk turnering. Holdet sluttede nr. fire i den nordirske Premiership i sidste sæson og kvalificerede sig til den europæiske debut ved at vinde Europa Playoff-finalen over Cliftonville. Klubben er stiftet i 1889, og efter mere end 10 år i den næstbedste række, rykkede holdet op i Premiership i 2019.

Men det er ikke første gang, at AGF skal prøve kræfter med et nordirsk hold. I 1988 blev det til en samlet 7-2 sejr over i Glenavon i Pokalvindernes Europa Cup, hvor FC Barcelona blev endestationen i kvartfinalen. Og Glenavon var faktisk også modstanderen i Mesterholdenes turnering i 1957, hvor AGF-mandskabet samlet vandt 3-0. Her blev et andet spansk hold - Sevilla - banemændene i den efterfølgende runde med en samlet 4--2-sejr.

Koncernpartnere

+