3F Superliga

FCN venter på søndag

AF: BJ / Fotos: Getty Images - 23. juli 2021

Fra ét kunstgræstæppe til et andet. Det er situationen for AGF's 3F Superliga-mandskab, der efter torsdagens Conference League-kvalifikationskamp mod Larne FC søndag møder FC Nordsjælland i Right to Dream Park.

Fredag fløj AGF-lejren fra Belfast til København, hvor de frem til søndag opholder sig og har de sidste forberedelser til opgøret mod FC Nordsjælland i Farum.

Det er 2. runde i 3 Superligaen, og FC Nordsjælland åbnede også sæsonen på eget (kunst)græs. Her blev det til et 1-2-nederlag til oprykkerne fra Viborg, så nordsjællænderne har noget, de skal revanchere - ligesom AGF-mandskabet efter nederlaget i Nordirland.

FC Nordsjælland har op til denne sæson sagt farvel til en god håndfuld spillere, hvor Kamaldeen Sulemana, der er skiftet til franske Rennes, vel nok er det mest prominente tab. Men også Ulrik Yttergård Jenssen og Johan Djorou har søgt nye græsgange, og Victor Jensens lejeaftale er udløbet. Indtil videre har klubben ikke hentet erstatninger udefra, men i stedet kigget mod deres akademi, og i sæsonpremieren var der debut til to unge midtbanespillere, finske Leo Walta og ghanesiske Lasso Coulibaly - begge 18 år.

Op til sæsonpremieren har FC Nordsjælland spillet tre testkampe, hvor det først blev til en 1-0-sejr over os på Fredensvang. Dernæst blev det til klare sejre over Royal Antwerpen og Vitesse Arnhem med henholdsvis 4-1 og 5-0.

Det er 48. gang, at de to klubber på søndag står overfor hinanden, og statistikken er i FCN's favør med 23 sejre, mens vi har vundet 15, og ni gange er duellerne endt uden en vinder.

På kunstgræstæppet i Farum hedder statistikken 12 nederlag, fire uafgjorte og fem sejre. Vores seneste udesejr er tilbage i november 2019, hvor Patrick Mortensen med en straffesparksscoring sørgede for de tre point.

Tre point indkasserede vi også i vores seneste Superliga-møde med FCN, nærmere bestemt i sidste sæsons mesterskabsspil, hvor det blev til en 3-1-sejr i Ceres Park. Se højdepunkter fra den kamp herunder.

Søndag kl. 14.00 skal AGF-mandskabet forsøge at gentage sejren over FC Nordsjælland på Right to Dream Park. Det er sidste udekamp i 3F Superligaen, hvor der ikke må være udefans. Herefter er det igen muligt at bakke holdet op fra lægterne på udebane.

Kampen mod FC Nordsjælland vises på TV3 Sport med optakt fra kl. 13.30. God kamp!

Koncernpartnere

+