Gjensidige kvindeliga

Gjensidige Kvindeligaen: Ny testsejr til kvinderne

AF: AGF / Arkivfoto: Ole Nielsen - 06. februar 2021

Fin skalp til AGF Kvindefodbold i testkamp i dag.

AGF Kvindefodbolds hold i Gjensidige Kvindeligaen fortsætter forberedelserne til forårssæsonen. Forleden testede holdet første gang i en kamp mod ASA. I dag - lørdag - var turen så gået til Hjørring til en testkamp mod Fortuna Hjørring, der havde en del unge spillere med i startopstillingen.

Da vi mødte hjørringenserne i turneringen blev det til et nederlag. Men det blev revancheret i dag i en fin testkamp, der endte 2-1.

Holdet arbejdede i dag videre med de gode takter fra sidste testkamp mod ASA og via et hårdt presspil og fysik i duellerne kom vi da også fortjent foran 1-0 ved Hannah Holgersen, som selv erobrede bolden og skabte chancen. Dermed har Holgersen scoret i begge testkampe indtil nu.

I løbet af 1. halvleg producerede pigerne flere store chancer, men 0-1 stod der ved pausen.

I 2. halvleg kom AGF på 2-0 efter et hjørnespark fra Cecilie Johansen, som Sofie Obel steg op og headede i mål. Derefter fortsatte holdet med presse på og fik produceret flere muligheder.

Caroline Jensen stod for det bedste forsøg, da hun fra siden af feltet sendte bolden mod det lange hjørne. Men den ramte både stolpe og overligger inden den hoppede i spil.

Mod slutningen af kampen blev en hjørringenser fældet i feltet af målvogter, Katrine Svane i målet. Straffesparket blev sikkert sat ind til slutresultatet 1-2 uden chance for Svane, der ellers havde stået en flot kamp.

- Vi kunne ha' vundet mere i dag, og det er nok den største ærgelse efter en ellers flot kamp og en overbevisende præstation. Men med to sejre i to gode testkampe har vi fået en god start på forberedelserne til den kommende sæson, lød det fra cheftræner Steen Petterson efter kampen.

På torsdag gælder det Vildbjergs 1. divisionshold på Ikast Stadion. Derefter venter der en lille træningslejr i Danmark fra den 12. til 14. februar.

Turneringen starter den 6. marts med en udekamp mod Brøndby IF, der blev udsat sidste år på grund af Corona.

Koncernpartnere

+