SPILLERNE INVITERER FANSENE TIL ODENSE PÅ SØNDAG

26.04.2022 10:42

På søndag har Superliga-truppen købt billetter til fansene på udebaneafsnittet.

På søndag møder vi OB i Odense. Her bliver der gratis adgang til udebaneafsnittet for 300 AGF-fans. Det har Superliga-truppen sørget for efter de på eget initiativ og af egen lomme har købt 300 billetter til udebaneafsnittet i Odense som de nu forærer til AGF’s medrejsende fans som tak for opbakningen i et svært forår.

- Vi vil gerne give lidt igen til fansene, der altid er der og bakker os så flot op - og har gjort det gennem hele sæsonen. Vi har ikke givet dem de sejre her i foråret, som de har fortjent, men deres opbakning har aldrig svigtet. Det er vi taknemmelige for og det betyder meget for holdet at mærke opbakningen i den situation, vi er i - det vil vi gerne sige tak for, fortæller anfører Patrick Mortensen på vegne af truppen.

I første omgang fordeles de gratis billetter fra truppen blandt de medrejsende fangrupper og AGF’s sæsonkortholdere. Skulle der derefter være billetter til overs distribueres de via AGF.dk sidst på ugen.

- Fansene skal vide, hvor meget vi sætter pris på dem og hvor meget det betyder, at mærke deres opbakning, når vi spiller - om det så er hjemme i Ceres Park eller på udebane som på søndag. Vi er i en svær situation, hvor vi har brug for fansenes opbakning for at få vendt vores dårlige stime. Og forhåbentlig kan vi gøre det sammen i Odense på søndag, siger Patrick Mortensen.

Kampen i Odense mod OB starter kl. 14 på Nature Energy Park.